Forretningsbetingelser

Advokatfirmaet Sonja Toft forretningsbetingelser gælder for de opgaver, vi påtager os, medmindre andet aftales skriftligt.

1. Interesse- eller loyalitetskonflikt

I overensstemmelse med Advokatsamfundets regler og vores habilitetsprocedurer afklarer vi, at der ikke foreligger nogen interesse- eller loyalitetskonflikt, inden vi endeligt påtager os en opgave. Opstår der under opgavens udførelse inhabilitet eller interessekonflikt, som medfører, at vi må frasige os opgaven, anbefaler vi gerne en anden advokat.


2. Identitetsoplysninger og hvidvaskningsregler

Advokatfirmaet Sonja Toft er – på linje med andre advokatvirksomheder – omfattet af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven). Vi har derfor pligt til at indhente og opbevare identitetsoplysninger om enhver klient.


3. Honorar og betaling

Fastsættelsen af et advokathonorar sker baseret på flere forskellige parametre. Der henses til den medgåede tid, karakteren af de involverede juristers specialviden og erfaring, opgavens kompleksitet og betydning for klienten, de involverede værdier, det opnåede resultat og det med opgavens løsning forbundne ansvar. Vores honorar er eksklusive relevante omkostninger og udlæg.

Det kan være meget vanskeligt at beløbsfastsætte et honorar ved opgavens modtagelse. Efter anmodning giver vi gerne et begrundet overslag over honorarets forventede størrelse, før arbejdet påbegyndes. I de tilfælde, hvor det er vanskeligt at give et sådant overslag, oplyser vi om ønsket gerne, efter hvilke parametre honoraret vil blive beregnet, f.eks. hvilke timepriser der vil blive anvendt på opgaven. Vi orienterer klienten, hvis det under arbejdets udførelse viser sig, at honoraret forventes at overstige overslaget.

Over for forbrugere oplyser vi uopfordret om det forventede honorar eller kriterierne for honorarets beregning, inden arbejdet påbegyndes.


4. Fakturering

Vi anmoder som udgangspunkt om forudbetaling af udlæg og omkostninger – samt i en række tilfælde om forudbetaling af honorar/depositum.

Forudbetalte honorarer/deposita, udlæg eller omkostninger indsættes på vores klientkonto og kan inklusive eventuelle renter anvendes til udligning af kommende fakturaer og dækning af omkostninger, medmindre andet er aftalt.

Det kan oplyses, at der tilskrives negative rente, p.t. stor 0,25% p.a., hvorfor der – i tillæg til vores salær og omkostninger – tillige må påregnes renteudgifter i det omfang, at der under sagen vil være indeståender på vores klientkonti.

Optjent honorar faktureres som udgangspunkt månedsvis.

Betalingsbetingelser er 14 dage fra fakturadato. Morarenter påløber i henhold til renteloven. Moms tillægges efter de til enhver tid gældende regler.


5. Udlæg

Klienten debiteres særskilt for udlæg og relevante omkostninger i forbindelse med den ydede bistand.


6. Fortrolighed

Samtlige medarbejdere hos Advokatfirmaet Sonja Toft er underlagt tavshedspligt. Enhver oplysning fra eller vedrørende en klient hos Advokatfirmaet Sonja Toft, som vi modtager i forbindelse med en opgave, behandles naturligvis som fortrolig, medmindre det fremgår af omstændighederne, at oplysningen ikke er af fortrolig karakter.


7. Insiderregler

Enhver medarbejder hos Advokatfirmaet Sonja Toft er endvidere omfattet af gældende lovgivning om forbud mod videregivelse af intern viden om børsnoterede selskaber og restriktioner mod handel med børsnoterede værdipapirer.


8. Anvendelse af vores rådgivning

Vores rådgivning målrettes til den konkrete opgave og må derfor ikke anvendes til andet formål uden vores udtrykkelige forhåndsaccept. Vi er alene ansvarlige over for klienten for den rådgivning, vi har ydet relativt til det konkrete formål, medmindre andet er aftalt.


9. Afslutning af opgaven

Advokatfirmaet Sonja Toft fuldfører opgaven til dens naturlige afslutning, eller indtil klienten anmoder om, at sagen afsluttes. Vi forbeholder os dog ret til umiddelbart at afslutte vores bistand, såfremt kredittiden på vores fakturaer trods rykkere er overskredet, eller hvis der indtræder insolvens hos klienten. Vi forbeholder os endvidere ret til at udtræde af en sag, såfremt vi i særlige tilfælde ikke længere finder at kunne tage ansvaret for sagsbehandlingen, eller såfremt vi finder, det er i klientens interesse, at vores samarbejde ophører.

Originale dokumenter udleveres efter ønske normalt senest i forbindelse med opgavens afslutning, og vi opbevarer sagsakterne elektronisk i mindst fem år fra slutfakturadato.


10. Klager

Advokatfirmaet Sonja Toft er omfattet af Advokatsamfundets tilsyns- og disciplinærsystem og af reglerne om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126 – herunder de til enhver tid gældende advokatetiske regler.

En eventuel tvist om vores bistand eller honorar kan således af klienten indbringes for Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K, e-mail: klagesagsafdelingen@advokatsamfundet.dk.

Såfremt klienten ikke er tilfreds med vores bistand eller honorar, anmoder vi dog klienten om at kontakte den sagsansvarlige partner eller den partner, der er ansvarlig for klientforholdet, før der tages kontakt til Advokatnævnet.


11. Lovvalg og værneting

Enhver tvist mellem en klient og Advokatfirmaet Sonja Toft skal løses i overensstemmelse med dansk ret ved den kompetente danske domstol.


12. Ansvar, ansvarsbegrænsning og forsikringsdækning

Advokatfirmaet Sonja Toft er ansvarlig for den juridiske rådgivning i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, og vi er ansvarsforsikret i et anerkendt forsikringsselskab.

Alle advokater hos Advokatfirmaet Sonja Toft er omfattet af vores ansvarsforsikring og garantiordning tegnet hos HDI-Gjerling Forsikring. Ansvarsforsikringen dækker al advokatvirksomhed udøvet af Advokatfirmaet Sonja Toft uanset, hvor advokatvirksomheden udøves.

Vores ansvar omfatter ikke økonomiske konsekvenstab, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image mv. eller andre former for indirekte tab.

Ansvaret for rådgivning i forbindelse med den enkelte opgave er begrænset til 10 gange honoraret for den pågældende opgave, dog maksimalt DKK 20 mio. En klient kan højst modtage DKK 30 mio. i erstatning for samtlige krav, som Klienten har rejst inden for det samme eller det umiddelbart efterfølgende kalenderår. Klienten skal holde Advokatfirmaet Sonja Toft skadesløs, i den udstrækning Advokatfirmaet Sonja Toft over for tredjemand pålægges ansvar, der udspringer af arbejde for klienten, og som sammen med eventuelle krav fra klienten overstiger begrænsningerne nævnt i dette afsnit, eller som Advokatfirmaet Sonja Toft ikke er ansvarlig for over for klienten.

I tilfælde af en banks konkurs får indskyderne dækning i henhold til lov om garantiordning for indskydere og investorer. Garantiformuen dækker en berettiget indskyders midler op til et beløb svarende til 100.000 euro (ca. 750.000 kr.). Dækningsmaksimummet gælder det samlede indskud i banken, selvom pengene står på forskellige konti, herunder på både klientbankkonti og egne konti.