TESTAMENTER
Har du brug for et testamente?
For at kunne oprette et testamente, skal du være fyldt 18 år og være i stand til at handle fornuftigt.
Et testamente skal oprettes skriftligt.
Det skal underskrives eller vedkendes (dvs. accepteres) under overværelse af to vidner (vidnetestamente) eller en notar i byretten (notartestamente). Vidnerne eller notaren skal efterfølgende underskrive testamentet.
Når du dør arver din tvangsarvinger (ægtefælle og livsarvinger) efter dig. Ved at oprette et testamente kan du bestemme, hvad der skal ske med dine ejendele, når du dør. Du kan kun testamentere tre fjerdedele af den samlede arv. Resten skal tilgå dine tvangsarvinger.
En livsarvings tvangsarv kan dog begrænses til et bestemt beløb, som reguleres årligt. Har du ingen tvangsarvinger, kan du frit disponere over alle dine værdier og ejendele.
Et testamente behøver dog ikke kun at handle om arv – det kan også handle om, hvordan du ønsker at blive begravet, eller hvordan du ønsker, at dit dødsbo skal behandles. Du kan bl.a. også bestemme over enkelte ejendele, eller om dine arvinger skal have deres arv som særeje, eller om arven i et vist omfang skal båndlægges.
Du kan frit tilbagekalde dit testamente på et senere tidspunkt, medmindre det er gjort uigenkaldeligt. Der må dog ikke være nogen tvivl om, at du har ønsket at tilbagekalde testamentet.
Skal du have lavet ændringer i et testamente, skal det gøres ved at følge reglerne om oprettelse af testamenter.
Vejledning fra en advokat
Du kan godt oprette dit testamente selv, men vi anbefaler, at du får vejledning af en advokat, for at du er sikker på, at testamentet faktisk forholder sig til det, som er relevant for dig. Det er vigtigt, at testamentet er oprettet korrekt, så det tager højde for de ønsker, du har til fordelingen af arven efter dig.
Har du f.eks. overvejet, om din ægtefælle eller samlever er sikret, som du ønsker? Har du eller I børn sammen/hver især eller måske begge dele ? Efterlader du ejendele, som skal gå videre til en bestemt person?
Ugifte samlevende
Er man samlevende, men ikke gift, gælder der ikke de samme regler, som for ægtefæller, og man arver ikke hinanden. Her er det vigtigt at tage stilling til, om man skal sikre hinanden i tilfælde af den andens død ved et testamente.
Læs også om ugifte samlevende og samlivsophævelse.
Børnetestamenter
Med et børnetestamente kan du være med til at påvirke beslutningen om, hvem der skal have forældremyndigheden over dine børn, hvis du skulle gå bort.
Et børnetestamente er et skriftligt dokument, hvor du alene – eller dig og barnets anden forælder sammen – erklærer, hvem du, eller I, ønsker skal tage sig af børnene, hvis du/I dør.