DØDSBOSKIFTE
Har du brug for hjælp til at håndtere dødsboet efter en efterladt, når du står tilbage som arving?
Reglerne om retten til arv, vedrører retsforholdet efter en persons død.
USKIFTET BO
Den efterlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo, såfremt ægtefællerne havde fælles børn eller, hvis førstafdødes særbørn giver samtykke hertil. Såfremt den efterlevende ægtefælle senere ønsker at indgå nyt ægteskab, skal boet efter førstafdøde skiftes.
Vi rådgiver efterlevende ægtefæller omkring de praktiske forhold, som skal håndteres efter førstafdødes død. Længstlevende er forpligtet til senest seks måneder fra dødsdagen at indlevere en formueoversigt til skifteretten, der indebærer en oversigt over ægtefællernes delingsformue, herunder angivelse af aktiver og passiver samt de værdier, som de evt. måtte have i særeje. Vi bistår endvidere efterlevende ægtefæller med udfyldelse af denne oversigt samt evt. tinglysning af skifteretsattest på en eller flere ejendomme.
ÆGTEFÆLLEUDLÆG
Ægtefælleudlæg kan benyttes, hvis ægteparrets samlede formue og gæld er under kr. 810.000 (2021) inkl. forsørgertabserstatning, pensionsudbetalinger og livsforsikringer samt andre ydelser, der kommer til udbetaling til længstlevende ved førstafdødes død. Dette betyder, at længstlevende ægtefælle skal overtage både afdødes gæld og værdier.
Et ægtefælleudlæg skal ikke skiftes, hvis den efterlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab. Efterlevende ægtefælle skal indlevere en formueoversigt samtidig med, at denne indleverer en anmodning om ægtefælleudlæg.
Vi bistår længstlevende ægtefælle med at indrykke proklama i Statstidende, udfyldning af anmodning om ægtefælleudlæg og formueoversigt over boets aktiver, passiver og evt. særeje, samt et eventuelt skifte af den boværdi, som overstiger beløbsgrænsen på kr. 810.000 (2021). Længstlevende har således ret til at udtage værdier af det samlede bo for beløbsgrænsen, uanset om førstafdøde har testamenteret noget andet. Et ægtefælleudlæg skal ikke skiftes, såfremt den efterlevende ægtefælle ønsker at indgå nyt ægteskab.
FORENKLET PRIVAT SKIFTE
Et bo kan behandles som et forenklet privat skifte, hvis der ikke skal betales boafgift af arven efter afdøde.
Boet kan kun behandles som et forenklet privat skifte, hvis afdødes arvinger er dennes nærmeste familie, idet arvinger udenfor den nærmeste familie skal betale tillægsafgift. Samtidig er der en række betingelser, der skal være opfyldt for, at man kan få boet udlagt som forenklet privat skifte:
Derudover afgør beløbsgrænsen for bundfradraget, om boet kan behandles som et forenklet privat skifte, idet boet ikke kan behandles som forenklet privat skifte, hvis boets værdi overstiger bundfradraget, og der dermed skal betales boafgift. Beløbsgrænsen reguleres hvert år og udgør i 2021 kr. 308.800. Sad afdøde i uskiftet bo, fordobles beløbet.
I et forenklet privat skifte skal der alene indleveres åbningsstatus og ikke en boopgørelse. En åbningsstatus skal indeholde en opgørelse over boet aktiver og passiver pr. dødsdagen, og skal indleveres til Skifteretten senest 6 måneder efter dødsdagen. Såfremt boet udleveres senere end 4 måneder efter dødsdagen, skal åbningsstatussen indleveres til Skifteretten senest 2 måneder efter udleveringen af boet.
Vi bistår arvinger med at indrykke proklama i Statstidende, betaling af gæld, opsigelse af abonnementer, ikke lovpligtige forsikringer mv., udarbejdelse af åbningsstatus, evt. salg eller overdragelse af ejendom eller bil(er), administrering af bankkonti, salg af værdipapirer o. lign, tinglysning af skifteretsattest, fordeling af arv samt andre praktiske ting i forbindelse hermed.
PRIVAT SKIFTE
Der en række betingelser, der skal være opfyldt for, at man kan fået boet udlagt som privat skifte:
Et bo kan behandles som et privat skifte, hvis boets værdier overstiger grænsen for et boudlæg og ikke opfylder betingelserne for uskiftet bo, ægtefælleudlæg eller forenklet privat skifte.
I et privat skifte skal der indleveres åbningsstatus senest 6 måneder efter dødsdagen til Skifteretten, dog senest 2 måneder efter udleveringen af boet, hvis boet først er blevet udleveret efter 4 måneder fra dødsdagen. Derudover skal der i de fleste tilfælde udarbejdes boopgørelse, der indeholder boets aktiver, passiver, indtægter og udgifter pr. skæringsdagen. Boopgørelsen skal sendes til Skifteretten senest 3 måneder efter skæringsdagen, dog senest 15 måneder efter dødsdagen.
Vi bistår arvinger med at indrykke proklama i Statstidende, betaling af gæld, afmelding af afdødes abonnementer, ikke lovpligtige forsikringer mv., salg af ejendom(me) og bil(er), evt. tinglysning af skifteretsattest, salg af værdipapirer o.lign, udarbejdelse af åbningsstatus og boopgørelse samt eventuel selvangivelse, hvis boet er skattepligtigt (med evt. revisorbistand), betaling af booafgifter og eventuel tillægsafgift, fordeling af arv samt andre praktiske ting i forbindelse hermed.