Særeje

Hvorfor oprette særeje? Særeje er en god måde at få fastsat, hvem der ejer hvad i ægteskabet. Det gælder især, hvis der er stor forskel på de værdier, som I hver især bringer ind i forholdet. Særejet fastsætter populært sagt, at ”mit er mit”, og at ”dit er dit”. Særeje kræver, at I er enige og indgår en aftale i form af en ægtepagt. Den nedskrevne aftale skal underskrives og tinglyses i Personbogen for at blive gyldig. Har I valgt en forkert form for særeje?

 

Vi vil kraftigt tilråde alle, der har valgt særejetypen skilsmissesæreje i ægtepagt og/eller testamente, at få undersøgt, om dette er hensigtsmæssigt. I langt de fleste tilfælde er et rent skilsmissesæreje særdeles uhensigtsmæssigt, hvorfor det i så fald hurtigst muligt bør ændres til ”kombinationssæreje” eller eventuelt fuldstændigt særeje.

 

Endvidere bør alle testamenter med særejebestemmelser, der er oprettet før 1990 forsynes med et tillæg om, hvilken type særeje, der ønskes. I modsat fald anses det for skilsmissesæreje. Ved en lovændring i 1990 blev der indført nye regler om særeje. Tidligere kunne man kun oprette én form for særeje, mens man i dag har flere muligheder.

Det man tidligere kaldte særeje, kaldes nu fuldstændigt særeje og har virkning som særeje både i tilfælde af separation/skilsmisse og ved en eller begge ægtefællers død. Som noget nyt blev det såkaldte skilsmissesæreje indført. Dette indebærer, at ægtefæller har særeje i tilfælde af separation/skilsmisse, men fælleseje i tilfælde af død.

Mange ægtepagter oprettes med det formål at beskytte ægtefællerne ved dødsfald, hvor den ene eller begge ægtefæller har børn uden for ægteskabet (særbørn), eller hvor den ene ægtefælle har en stor gæld. I sådanne situationer bør der ikke oprettes skilsmissesæreje, men en anden særejeform.